Når videnskab bliver til fiktion

Margaret Atwood er en kendt science fiction forfatter. Men hvis du spørger Atwood selv, er hun ikke science fiction forfatter. Hun er alt andet. Hun skriver spekulativ fiktion – ikke science fiction. Science fiction er nemlig et mærkat man skal undgå, hvis man gerne vil sælge bøger, og hvis man gerne vil anses for at være en seriøs forfatter. Der er mange fordomme omkring science fiction, som primært knytter sig til amerikanske rumoperaer som for eksempel Star Wars. Men science fiction er meget mere end rumskibe, rumvæsner og robotter.

Science fiction, videnskabsfiktion

En simpel beskrivelse af genren science fiction er, at det er fiktion, som handler om en anden verden eller om fremtiden. Det kan være millioner af år ud i fremtiden, eller det kan være i morgen. Som navnet antyder, har genren et vist indhold af naturvidenskabelige temaer. Direkte oversat fra engelsk betyder det naturvidenskabsfiktion. Men fortællingernes fokus kan sagtens være på emner, der ligger uden for naturvidenskaben: etik, samfund, sprog, filosofi og så videre. Det er derfor ikke en genre, der nemt lader sig definere.

Science fiction er en hovedgenre. Det vil sige en genre, som indeholder et hav af undergenrer: apokalyptisk fiktion, biopunk, cyberpunk, dystopier, kontrafaktisk historie, rumopera, rumwestern, cli-fi og så videre. Science fiction med naturvidenskabelige temaer kaldes ofte for hård science fiction. Science fiction med humanistiske og samfundsvidenskabelige temaer kaldes blød science fiction.

Genrens oprindelse
Genren fik sit navn i 1851 af forfatteren William Wilson. Han beskrev det som en genre af fiktion, der skulle hjælpe læseren med at forstå naturvidenskab. Det var dog først i det 20. århundrede, at brugen af selve termen slog igennem. På trods af det, er der længe før blevet skrevet litteratur med temaer inden for science fiction.

En af de første science fiction-fortællinger var Mary Shelleys Frankenstein; or, The Modern Prometheus (1818, Frankenstein, eller Den moderne Prometheus). Romanen handler om et monster, der bliver skabt af videnskabsmanden Victor Frankenstein. Frastødt af sin egen skabning forviser Frankenstein sit monster til et liv i ensomhed. Modsat det sløve uhyre man kender fra filmens verden, er romanens monster både følsom, veltalende og adræt. Det var skuespilleren Boris Karloff, der var med til at skabe billedet af Frankensteins monster som det sløve uhyre med et firkantet hoved og skruer i halsen. Mary Shelleys Frankenstein; or, The Modern Prometheus skal især læses som en kritik af videnskabeligt overmod.

Det var blandt andet den kendte gyserforfatter Edgar Allan Poe, der var med til at udvikle genren med hans fortællinger MS. Found in a Bottle (1831, Manuskript, fundet i en flaske) og The Conversation of Eiros and Charmion (1839, Samtalen mellem Eiros og Charmion).

Tidlige romaner, som i højere grad minder om den slags science fiction, vi kender i dag, er blandt andet Jules Vernes Voyage au centre de la Terre (1864, Rejsen til Jordens indre) samt The Time Machine (1895, Tidsmaskinen) og The War of the Worlds (1897, Klodernes kamp) af H. G. Wells. The War of the Worlds blev i 1938 lavet til et kendt hørespil af skuespilleren Orson Welles. En udbredt vandrehistorie fortæller, at hørespillet skabte massehysteri, fordi lytterne troede det var virkeligt. Du kan høre den fulde udsendelse her.

En kritisk genre
For mange moderne science fiction-forfattere er den vigtigste opgave at være kritisk over for det, man skriver, på samme måde som den kritiske tilgang man benytter i videnskaben. Science fiction adskiller sig fra fantasy ved, at der ikke må forekomme overnaturlige elementer i den videnskabelige tilgang. Det vil sige, at hvis man skriver om fremtiden, skal det stadig være muligt at trække en rød tråd fra den videnskab vi kender nu, til hvordan den højst sandsynligt vil udvikle sig. Man må altså gerne vække dinosaurer til live, som Michael Crichton gjorde det i Jurassic Park (1990) og The Lost World (1995, Den forsvundne verden), men man må ikke vække drager til live.

Nogle kritikere kalder Mary Shelleys Frankenstein; or, The Modern Prometheus anti-science fiction med den begrundelse, at den netop ikke hylder naturvidenskaben og dens udvikling. Men science fiction er generelt en genre, som ofte er meget samfunds- og samtidskritisk. Et velkendt tema er, når der diskuteres, hvordan fremtiden vil se ud, hvis man fortsætter med at leve på den måde, vi gør nu. Det ses for eksempel i George Orwells roman Nineteen Eighty-Four (1949, 1984). Den handler om en fremtid, hvor staten overvåger dens borgere og begrænser deres rettigheder. Eller Kurt Vonneguts Cat’s Cradle (1963, Da verden gik under), der diskuterer atombomber – inspireret af den kolde krig.

Blandt andre samfunds- og samtidskritiske science fiction-romaner finder man den tidligere nævnte The War of the Worlds, der handler om omvendt kolonisering. Cli-fi, der sætter fokus på problemet med menneskeskabte klimaændringer, er også en samfundskritisk undergenre af science fiction. Ursula K. Le Guins science fiction-roman The Left Hand of Darkness (1969, Mørkets venstre hånd) indeholder feministiske temaer om køn og sprog samt temaer om kulturelle sammenstød og globalisering. Det er denne mangfoldighed, der gør genren svær at definere.

Margaret Atwoods berømte bøger The Handmaid’s Tale (1985, Tjenerindens fortælling) og Oryx and Crake (2003, Oryx og Crake) er altså netop science fiction, på trods af hvad hun ellers måtte påstå. The Handmaid’s Tale handler om en fremtid, hvor kvinder er undertrykte på baggrund af religion, og hvor reproduktion bliver kontrolleret af staten. Oryx and Crake er især en kommentar til mulighederne og farerne ved GMO (genetisk modificeret organismer). Oryx and Crake er en del af en trilogi, der desuden består af The Year of the Flood (2009, Syndflodens år) og MaddAddam (2013, Maddaddam). En TV-serie inspireret af trilogien er i produktion netop nu.

Læs også: Kan klimafiktion redde verdenen?

Kilder: A Glossary Literary Terms af M.H. Abrams, The Routledge Concise History of Science Fiction af Mark Bould og Sherryl Vint, A Companion to Science Fiction af David Seed og The Cambridge Companion to Science Fiction af Edward James og Farah Mendlesohn.


Har du en science fiction-fortælling, som du vil anbefale eller tanker om det ovenstående indlæg så skriv en kommentar.

3 tanker om "Når videnskab bliver til fiktion"

  1. Som skrevet på Twitter synes jeg bare, at det er nemmere at skrive lidt meningsfuldt i det her format. 🙂

    Igen vil jeg nævne, at det er nogle rigtig læseværdige blogge, du skriver. Jeg har kun nået at læse denne og om klimafiktion, men begge fik mig til at føle mig klogere, samt var vældig fine indspark til refleksion og videre diskussion.

    Undervejs i læsningen spekulerede jeg på, om man kan betegne Sissel Jo-Gazans “Svalens graf” som en slags blanding mellem de to genrer? Jeg ved selvfølgelig ikke, om du har læst den, men jeg tænker, at den i hvert fald passer på definitionen på science fiction, men strengt taget vil jeg også mene, at man kan påstå, at den beskriver miljøer i Afrika. Hvad synes du (hvis du altså har læst den)?

    Jeg må også sige, at efter at have læst om science fiction sad jeg tilbage med en følelse af, at det virker som en meget generel definition? Jeg kendte den ikke – og du skriver jo også direkte, at der er mange undergenrer, – men hurtigt kom jeg instinktivt til at tænke på, at man vel i princippet kunne betegne Dan Browns “Inferno” som science fiction? Det kan den selvfølgelig også sagtens være, men jeg tror altså ikke, at han selv ville kalde den det. 🙂

    Venlig hilsen Henrik.

    • Hej Henrik

      Mange tak for de pæne ord.

      Jeg har desværre ikke læst Svalens graf af Sissel-Jo Gazan, så jeg kan kun gisne om den på baggrund af det, jeg kan læse om den online. Den bliver beskrevet som en videnskabskrimi, hvilket meget vel kunne være et fordansket forsøg på at undgå det upopulære mærkat ’science fiction’. Genrer overlapper ofte, og det er bestemt muligt at finde flere forskellige genreelementer i ét værk ‒ i dette tilfælde science fiction og krimi. Det er dog sjældent, at de krimier vi ser i dag udspiller sig i en anden verden eller i fremtiden. Umiddelbart gætter jeg derfor på, at den ligger inden under krimigenren, men uden tvivl indeholder et videnskabstema.
      Du fortæller, at bogen beskriver miljøer i Afrika; om dette gør den til klimafiktion kommer an på, hvordan den beskriver disse miljøer. Klimafiktion handler om klimaændringer, og hvordan ændringerne påvirker og bliver påvirket af menneskelig aktivitet. Derudover bør der i klimafiktion ligge en intention om at diskutere sammenspillet mellem klima og mennesker ‒ med det mener jeg, at det ikke er nok kun at bruge klimatilstanden som et stemningsbillede.

      Jeg sprang af Robert Langdon-bølgen efter Angels & Demons (2000, Engle og Dæmoner) og The Da Vinci Code (2003, Da Vinci Mysteriet), så igen må jeg udtale mig på et spinkelt grundlag. Umiddelbart husker jeg ikke, at serien handlede om fremtiden eller en anden verden, og den kan dermed ikke kategoriseres som science fiction. Jeg husker nærmere at serien bevægede sig inden for genren thriller, men dog stadig med temaer om videnskab. Du helt ret i, at science fiction er en meget bred genre, men i denne omgang slipper Brown altså også for mærkatet.

      I begge dine eksempler vil jeg derfor gætte på, at der nærmere er tale om temaer fremfor genrer:
      Når man forsøger at genrebestemme et værk skal man tage skriveteknik, stil, tone og indhold i betragtning.
      Et tema derimod er en overordnet tanke, idé, sag eller forhold, der gøres til genstand for diskussion, undersøgelse eller anden behandling.

      • Tusind tak for dit grundige svar. Nu er jeg væsentlig klogere på klimafiktion end for bare en måned siden. 🙂

        Jeg ser frem til at følge med her på bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *