”Krimi dør aldrig!”

INTERVIEW: Hvad er krimigenrens fremtid efter dens bølge af succes siden starten af nullerne? Det spurgte jeg to krimieksperter om i 2012. Det var i forbindelse med Krimimessen i Horsens, som i år har 15 års jubilæum. For første gang udgiver jeg nu dette interview i en redigeret version. Spørgsmålet er nu, om deres forudsigelser har holdt stik.

Krimi

Krimi er en genre, som aldrig dør. Det er en genre i konstant udvikling. Bo Tao Michaëlis, som er kulturjournalist ved Politiken, fortalte i 2012, at interessen for krimi om nogle år ville være dalende. Han konkluderede, at måden der skrives krimier ville ændres. Krimigenren ville udvikle sig, og der ville komme en ny bølge inden for en anden genre. Men ifølge ham ville det ikke blive krimiens endeligt. For selvom den intense interesse stopper, vil krimien altid være til. Dette fordi krimigenren netop udemærker sig ved at være foranderlig.

Denne påstand støttede professor ved Institut for Kultur og Globale Studier, Gunhild Agger fra Aalborg Universitet op om. Fra 2007 til 2010 deltog hun i forskningsprojektet Krimi og krimijournalistik i Skandinavien, hvor netop den skandinaviske krimis popularitet blev sat under lup. Her opdagede hun også, hvordan den sejlivede genre altid vil blive bevaret, fordi den kan rumme mange ting: ”Krimien er en konstant genre, men den har og vil få nogle op- og nedture.”

Krimiens historie
Krimilitteraturens egentlige begyndelse startede helt tilbage i 1840’erne med Edgar Allan Poe. Men den tog først rigtigt fart, da Arthur Conan Doyle skrev den første Sherlock Holmes-roman, A Study in Scarlet (Et studie i rødt), i 1887. Gunhild Agger og Bo Tao Michaëlis var i 2012 begge enige i, at genren havde bestået lige siden med dens op- og nedture. Den seneste optur startede i 80’ernes USA. ”Dengang læste rigtige mænd ikke bøger – med mindre det omhandlede typer som B.S. Christiansen,” forklarer Bo Tao Michaëlis. Derfor begyndte markedet at interessere sig for dem, som rent faktisk læste bøger. Det var kvinder, og genren femikrimi udviklede sig. Femikrimi beskæftigede sig med kvindelige aspekter i samfundet. Forinden da havde man oplevet konservative politiske kræfter prøve at indskærpe kvindernes rettigheder. Femikrimi var en af modreaktionerne på dette. Senere spredte krimiens popularitet sig til Danmark – blandt andet med Peter Høegs roman Frøken Smillas fornemmelse for sne fra 1992.

Ifølge Gunhild Agger tog den skandinaviske krimi først rigtig fart i starten af 2000, da genren blev samfundsdebatterende. Supermarkedernes salg af bøger, som startede i forbindelse med liberaliseringen af bogmarkedet i 2001, hjalp også krimiens popularitet på vej. Bo Tao Michaëlis pegede også på, at krimiens popularitet kom sig af, at den begyndte at beskæftige sig med hovedpersonernes privatliv: ”Man hørte aldrig om Sherlock Holmes privatliv, men i dag går genren helt tæt på detektivens altid problematiske hverdag,” fastslog han.

Krimiens udvikling
Stieg Larssons Millennium-trilogi var den første krimiserie, der fik mænd til at læse: ”De blev nødt til det. Alle gik jo og snakkede om Lisbeth Salander og Blomkvist,” konstaterede Bo Tao Michaëlis. Serien består af romanerne Män som hatar kvinnor (2005, Mænd der hader kvinder), Flickan som lekte med elden (2006, Pigen der legede med ilden) og Luftslottet som sprängdes (2007, Luftkastellet der blev sprængt). Siden da er grænserne for, hvad man må og ikke må skrive om blevet rykket. Engang var det et tabu at have børn som ofre. I dag kan man både læse om vold, tortur, overgreb og mord på børn: ”Det var de kvindelige forfattere, som skubbede grænserne,” forklarer Bo Tao Michaëlis.

Krimier kom til at handle om angst for den motivløse kriminalitet. Noget som berør læsere dybt. Plot og personer blev flettet ind i et samfundsmæssigt perspektiv. Ud over det handlede krimierne også om dagligdagsproblemer. Især om hvordan man som karrieremenneske ballancerer privatliv og job: ”Noget enhver dansker i dag kan sætte sig ind i,” fastslog Bo Tao Michaëlis. Gunhild Agger konstaterede dog dengang, at det ikke nødvendigvis behøvede at være sådan: ”Man kan også finde den psykologiske krimi eller den eksistentielle. Det behøver ikke kun være samfundsrelateret,” forklarede hun.

Bo Tao Michaëlis fortalte også, at krimier godt må være minimalt overnaturlige, men at der er en hårfin grænse. Realismen må aldrig forsvinde helt. Ellers forsvinder interessen. Det er fordi læseren har en forventning til genren om, at den indeholder en grad af realisme. Når man som læser starter på en krimi er der en kontrakt mellem læser og forfatter om, hvad man kan forvente. En anden forventning er, at man altid fanger de kriminelle: ”Ni ud af 10 gange fanger man morderen,” fortalte Bo Tao Michaëlis. Man skal som læser opleve en vis grad af forløsning: ”Ellers er man (forfatteren, red.) bare en narefisse!” uddybede han kækt.

Krimiens fremtid
”Krimi dør aldrig!” fastslog den krimientusiastiske Bo Tao Michaëlis. Ligesom Gunhild Agger var han nemlig enig i, at krimien er en genre, som altid formår at tilpasse sig samtiden og udvikle sig. Han spåede, fremtidens krimi ville beskæftige sig med globale problemer. Dermed ville fokussen på privatlivet blive fjernet. I stedet ville emner som forurening, global opvarmning og globalisering komme i højsædet.

I 2012 så Bo Tao Michaëlis krimiens popularitet i dens daværende form lakke mod enden. Han spåede, at læserne ville blive træt af de ”nødvendige klicheer”. Han formulerede det dengang med at: ”Den mandlige hovedperson er single, har et dårligt forhold til sin far, ryger og drikker for meget, og går i seng med en masse fremmede kvinder. Den kvindelige hovedperson derimod kæmper for at holde styr på privatliv og karriere. Hun er dreven og ambitiøs, men hun går alene hjem i seng.” Ifølge ham var det klicheer, som dengang var nødvendige for at give hovedpersonen et mål og motivation til at opklare forbrydelser. Men det ville også være det, som læseren i sidste ende vil blive træt af. Konklusionen var, at krimien derfor i fremtiden ville udvikle og ændre sig. Den ville finde et nyt leje, men den ville dog aldrig helt forsvinde.


Bo Tao Michaëlis er uden tvivl et af de mest underholdende mennesker jeg har interviewet. Når han først går i gang med at snakke, er han ikke til at stoppe, og hans viden er stor.

Gunhild Agger er et spændende menneske at snakke med, og på trods af hendes pressede skema brugte hun god tid på at forklare mig teorierne bag krimilitteraturen.

Men hvad synes du? Holdt eksperternes forudsigelser stik? Har krimien udviklet sig, og i så fald, i hvilken retning?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *