Kan klimafiktion redde verdenen?

Menneskeskabte klimaændringer er videnskabeligt bevist. Inden for litteraturens verden er der opstået en genre, som beskriver problemet. Den genre hedder klimafiktion.

Klimafiktion

Klimafiktion handler om menneskeskabte klimaændringer. På grund af det stigende fokus på de problemer klimaændringerne skaber, er genren er blevet større og større de seneste år. Men klimafiktion handler ikke bare om klima. Der var fiktion om klimaet længe før problemet omkring menneskeskabte klimaændringer blev kendt. Hvem kender ikke historien om Noas Ark?

Genrens oprindelse 
Den klimafiktion, der her er tale om, er relateret til det videnskabelige fokus, der er kommet på klimaet de seneste årtier. Selvom genren først fik sit navn, cli-fi (‘climate fiction’), i 2007 af journalisten Dan Bloom, er en af de første romaner inden for genren Heat fra 1977 af Arthur Herzog. Den handler om en verden, hvor mængden af kuldioxid i atmosfæren er blevet så høj, at menneskeheden er truet af udryddelse.

Genren opstod på baggrund af videnskabelig viden, men har fokus på mennesket fordi det er et menneskeskabt problem. Ofte fungerer klimaændringerne kun som bagtæppe til fiktionen. I fortællinger som Parable of the Sower (1993) af Octavia E. Butler og Back to the Garden (2013) af Clara Hume er samfundet i fremtiden brudt sammen på grund af menneskehedens udnyttelse af resurserne. En udnyttelse, som har gjort klimaet uholdbar. I begge historier er det alle mod én i kampen om overlevelse. Tonen i denne slags klimafiktion er ofte post-apokalyptisk (’Efter-dommedag’) – samfundet er brudt sammen som følge af et klima der ikke længere er til at overleve i.

Andre fortællinger, som takler problemet mere direkte, er historier som Solar (2010) af Ian McEwan og Kim Stanley Robinsons Science in the Capital-trilogi (Forty Signs of Rain (2004), Fifty Degrees Below (2005) og Sixty Days and Counting (2007)), som i 2015 blev omskrevet til Green Earth. Begge historier foregår i en fiktiv nutid. I Solar følger man videnskabsmanden Michael Beard, som er mere interesseret i sine egne problemer end i klodens. I Kim Stanley Robinsons trilogi bliver verdenen udsat for pludselige klimaforandringer, og et hold forskere må samle nationerne i kampen for at genoprette klimaet.

Kritik og problematikker
I en helt anden boldgade finder man State of Fear (2004, Frygtens Ansigt) af Michael Crichton. Han er måske mest kendt som manden bag Jurassic Park og TV-serien ER (1994–2009, Skadestuen). State of Fear handler om jagten på en flok terrorister, hvis mål er at bilde offentligheden ind, at klimaændringer er en realitet. Det gør de ved at iscenesætte en række klimakatastrofer. Gennem romanen kritiserer Crichton måden vi diskuterer klimaændringer på. I fortællingen beskriver han, hvordan man bruger frygt til at kontrollere mennesker. Crichton var i sin levetid kendt som klimaskeptiker. I romanen forsøger han gennem ægte videnskabeligt data at overbevise læseren om, at menneskeskabte klimaændringer er en myte. Ikke så overraskende modtog Crichton en del kritik for sin misvisende benyttelse af videnskabeligt data – ikke mindst fra de forskere, hvis data optrådte i hans roman.

Fordi klimafiktion netop har fokus på et ægte videnskabeligt problem, bliver det ofte kigget ekstra efter i sømmene. Der bliver i højere grad stillet krav til, at den måde man omtaler fænomenet på er så videnskabelig korrekt som muligt. Det på trods af at man har med fiktion at gøre. Et af de mest kendte eksempler på det kommer fra filmverdenen: The Day After Tomorrow (2004). Filmens tyske filminstruktør, Roland Emmerich, som er klimaforkæmper, blev ved filmens udgivelse kraftigt kritiseret for videnskabelig uredelighed. Kritikere hævder, at problemet med fiktion som dette er, at den enorme overdrivelse undergraver det reelle problem.

Generelt er klimafiktionen til tider blevet kritiseret for dens overdrivelse og negative tone. For hvordan kan man motivere til handling, når man alligevel ikke ser nogen positiv fremtid? Som modsvar til dette bliver der ofte peget på et vigtigt element, der går igen og igen i klimafiktionen: De ambitiøse, inspirerende og passionerede hovedpersoner. Disse karakterer repræsenterer en måde at tænke på, som er værd at leve op til. I The Road (2006, Vejen) af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy beskrives det, hvordan en dreng ’bærer ilden’ til en bedre fremtid. Der er ingen tvivl om, at klimafiktionens fornemmeste opgave ikke blot er at underholde, men at inspirere til personlig forandring og stillingstagning hos læseren. Hvis man kan sympatisere med karakteren, kan man forhåbentligt også sympatisere med sagen.

Fremtiden
Klimafiktion tilbyder læseren et tankeeksperiment. Et tankeeksperiment hvor man bliver inddraget i problemerne omkring klimaændringer. Klimaændringer som vi på mange måder i dag har svært ved at mærke, fordi selve processen er relativ langsom. Om klimafiktionen kan redde verdenen er svært at sige. Det er før i tiden sket, at skønlitteratur har haft nok gennemslagskraft til at ændre historiens gang. Uncle Tom’s Cabin (1852, Onkel Toms Hytte) af Harriet Beecher Stowe spillede dengang en stor rolle i ophævelsen af slaveriet i Nordamerika. Men vi mangler dog stadig det helt store gennembrud inden for klimafiktion.

Læs også: Når videnskab bliver til fiktion


Har du en klimaroman, som du vil anbefale eller tanker om det ovenstående indlæg så skriv en kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *