Han, hun og hen: Androgyni i skønlitteraturen

Vi tildeler ord utrolig meget betydning, ofte uden vi er helt klar over det. Ord som tøsedreng, mandehørm og pigesur fortæller meget om, hvordan vi anser mænd og kvinder. Samtidig har de fleste kvinder langt hår, mens de fleste mænd har kort hår. Både mænd og kvinder går i bukser, men det er sjældent, mænd går i kjole. Mænd går til fodbold, kvinder går til yoga. Vi har i samfundet skabt en række forventninger om, hvordan mænd og kvinder skal tale, opføre sig og se ud. I dette indlæg undersøger jeg grænselandet mellem de to opfattelser af køn og kigger på, hvordan skønlitteraturen behandler emnet androgyni.

Androgyn litteratur

Androgyni er ordet, der bruges til at beskrive tilstedeværelsen af både mandlige og kvindelige fysiske og mentale træk i den samme person. Ordet stammer fra græsk. Groft oversat betyder ‘andro-‘ mand og ‘–gyni’ betyder kvinde. Typisk bliver ordet mest brugt i tilfælde, hvor man ikke kan identificere kønnet på personer ud fra deres udseende. Men det kan for eksempel også bruges til at beskrive interkøn.

Helt tilbage i historien
Tilstanden androgyni er ikke et nyt koncept. Omkring 385 før Kristi fødsel skrev Platon dialogen Συμπόσιον (Symposion). Heri fortæller komedieforfatteren Aristofanes en underholdende udgave af historien om menneskets skabelse. I fortællingen består alle mennesker af to individer i en krop. Disse kroppe har tre slags køn: hankøn, hunkøn og det androgyne.

Da mennesket gik imod Zeus’ vilje, beslutter han sig som straf til at splitte mennesket i to. Det betød, at mennesket for evigt er dømt til at lede efter dets anden halvdel. Hunkønnet leder efter sin kvindelige partner og danner lesbiske forhold. Hankønnet leder efter sin mandelige partner og danner bøsseforhold. De androgyne leder efter deres partner af modsatte køn og danner således heteroseksuelle partnerskaber.

En leg med identiteterne
I det 17. århundrede skrev William Shakespeare komedien Twelfth Night, or What You Will (ca. 1600-1602, Helligtrekongersaften). Den handler om kvinden Viola, der lever som mand. I William Shakespeares tid havde man kun mandelige skuespillere. Kvinderoller blev derfor spillet af unge mænd. Det var således en ung mand, der spillede en ung kvinde, der forstillede en ung mand.

I 1884 skrev det franske forfatter Rachilde (pseudonym for Marguerite Vallette-Eymery) fortællingen Monsieur Vénus. Den handler om en mand, hvis maskuline kvaliteter langsomt forvandles til kvindelige, på grund af sin forelskelse i en adelskvinde. Romanens tema er blandt andet kønsroller. Men mest af alt er den et erotisk, sadomasochistisk værk.

Kønsroller defineret gennem sproget
Forfatter og feminist Virginia Woolf har også taklet emnet androgyni i sit værk Orlando: A Biography (1928, Orlando). Bogen handler om Orlando, der lever de første 30 år af sit liv som promiskuøs mand, hvorefter han bliver forvandlet til en kvinde. Nu skal Orlando så lære, at leve som kvinde under de begrænsede rettigheder, kvinder havde.

I fortællingen beskriver Virginia Woolf Orlando ved at anvende ordene ‘han’ og ‘hun’. Så snart pronomenet ændrer sig, er det op til læseren at acceptere Orlandos nye køn. Selv efter Orlandos forvandling skifter Virginia Woolf mellem de to ord. Om der bliver skrevet ‘han’ eller ‘hun’ er afhængigt af, hvilket køn omverdenen tror, Orlando har.

Ursula K. Le Guin leger også med sproget i hendes feministiske science fiction roman The Left Hand of Darkness (1969, Mørkets Venstre Hånd). Den handler om livet på en planet, hvor alle væsner er androgyne. Her antager de kun et køn til reproduktive formål.

Manden Genly Ai fra Jorden, der besøger planeten, har svært ved at tilpasse sig ideen om, at væsnerne ikke har noget køn. Han prøver ofte at tillægge dem mandelige eller kvindelige egenskaber. Men han bliver gang på gang forbløffet, når væsnerne ikke lever op til hans forventninger og opfører sig som han mener, de burde gøre i forhold til det køn, han har tillagt dem. Ursula K. Le Guin vælger at give disse væsner pronomenet ‘han’, hvilket gør, at også læserne forvirres og udfordres i deres opfattelse af køn.

Både Orlando: A Biography og The Left Hand of Darkness understreger den rolle, sprog har på vores forståelse af køn.

Androgyni og interkøn
I 1968 og 1974 udgav Gore Vidal de satiriske fortællinger om Myra/Myron Breckinridge (Myra Breckinridge, 1968 og Myron, 1974). Den første bog er en fortælling om transpersonen Myra Breckinridge. Historien skal mest ses som en kritik af normerne for køn og seksualitet. Derimod berør den anden bog Myron i langt højere grad emnet androgyni. Den fokuserer på den kastrerede Myron (tidligere Myra), der kæmper for at finde balancen mellem sin kvindelige og mandelige personlighed.

Af nyere litteratur om androgyni kan nævnes Jeffrey Eugenides’ prisvindende roman Middlesex (2002). Det er en dannelsesroman der handler om Calliope/Cal Helen Stephanides. En ung mand der er født interkønnet. Det vil sige, han er født med en kromosomsammensætning, der gør, at han også har kvindelige træk og kønstegn. Calliope bliver derfor opdraget som pige, men føler sig ikke altid hjemme i denne rolle.

Fortællingen kritiserer det faktum, at køn kun bliver bestemt og defineret ud fra ydre faktorer. Da Calliope finder ud af, han selv kan vælge, hvilke køn han vil defineres som, vælger han at blive til Cal i stedet.

Kilder: Androgyny: The Opposites Within af June Singer, lgbt.dk, When I Write, I am Sexless af Cécile Ladjali, androgyni i denstoredanske.dk, Aliens, Androgynes, and Anthropology: Le Guin’s Critique of Representation in The Left Hand of Darkness af Mona Fayad og Androgyny in Modern Literature af Tracy Hargreaves.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *