Den karismatiske antihelt: Satan i skønlitteraturen

Satan, Djævlen, Fanden, Lucifer. Kært barn har mange navne, for han findes i mange varianter. Egentlig er det meningen, at det er en karakter, vi skal forsage, men igen og igen optræder den karismatiske figur i fiktionen. Ikke kun i mytologien, men også i skønlitteraturens verden.

Djævelsk litteratur

Oprindeligt blev han beskrevet som et grotesk væsen: halvt menneske halvt dyr. Inden for skønlitteraturen er det især den italienske forfatter Dante Alighieri, der var med til at skabe det dæmoniske udseende, som vi blandt andet forbinder med Satan. I hans Divina Commedia (1472, Den Guddommelige Komedie) fortæller forfatteren i den første del af værket, hvordan Lucifer (‘Lucifero’) er en gigant fanget i en frossen sø. Han har tre ansigter, som repræsenterer en perverteret udgave af Treenigheden (Faderen, Sønnen og Helligånden). Til hvert ansigt hører et par vinger, der konstant flagrer og dermed konstant nedkøler den sø, som han er fanget i.

John Miltons Satan
Det var det især den engelsk digter John Milton, der var med til at give Satan et mere menneskeligt udtryk: et individ med stolthed, mod og følelser, men også med ondskab. I 1667 udgav han digtet Paradise Lost (Det Tabte Paradis) om syndefaldet og Satans oprør mod Gud. I fortællingen gør Satan oprør mod Gud, fordi han er underlagt hans magt. Han drives af ønsket om hellere at reagere i Helvede end at være underlagt Gud i Himmelen. I digtet er Satan en karismatisk antihelt, som forfører læseren og sine sammensvorne, men mangler moralsk kompas.

I starten af John Miltons mesterværk beskrives Satan fysisk som en monumental figur, der ligner en meteor, da han falder fra Himmelen. Senere i fortællingen fremstår han som en mindre engel, senere som en kerub (en englelignende dyreskikkelse med menneskelige træk), en fugl, en tudse og til slut slangen. I nogle tolkninger fungerer han som idealet for den menneskelige frigørelse fra det kristne verdenssyn gennem fri vilje – en helt fremfor en skurk.

Trilogien His Dark Materials (Det Gyldne Kompas) af Philip Pullman, som består af bøgerne Northern Lights (1996, Det Gyldne Kompas), The Subtle Knife (1997, Skyggernes Kniv) og The Amber Spyglass (2000, Ravkikkerten), siges at være inspireret af John Miltons digt. I Philip Pullmans fortælling er det karakteren Mary Malone, en tidligere nonne, der ender med at spille rollen som Slangen.

Også den berømte kannibal Hannibal Lecter, skabt af Thomas Harris, siges at være inspireret af John Miltons Satan. Dette ses blandt andet i bogen Hannibal Rising (2006), hvor karakteren Hannibal, efter tabet af en af sine nærmeste, finder tryghed i at vide, at personen ikke er fanget i Himmelen og ikke til evig tid skal ’kysse Guds røv’. Også Mads Mikkelsens fortolkning af karakteren i TV-serien Hannibal (2013 – 2015) er baseret på Satan som den karismatiske forfører. Thomas Harris Hannibal Lecter-serie består af bøgerne Red Dragon (1981, Den Røde Drage), The Silence of the Lambs (1988, Ondskabens øjne), Hannibal (1999) samt efternøleren Hannibal Rising (2006).

Satans skikkelser
Satan er en karakter, der optræder i mange forskellige skikkelser ofte med det primære formål at vildlede åndeligt: Judas, Don Juan, en femme fatale, osv. I romanen Le Diable amoureux (1772, Den forelskede djævel) af Jacques Cazotte forelsker djævlen sig i en mand og forvandler sig til en ung kvinde for at vinde hans kærlighed.

I den moraliserende roman af Marie Corelli, The Sorrows of Satan (1895, Satans Sorger), optræder Satan som en flot og charmerende mand, der lokker en fattig forfatter i yderligt fordærv. I denne roman er Satan kun modvilligt ond og ønsker mest af alt at være tilbage i Himmelen sammen med de andre engle.

I pagt med djævelen eller skyggesiden i os selv
The Sorrows of Satan spiller på ideen om at være i pagt med djævelen. Et princip der ofte ses i forbindelse med legenden om Faust, der sælger sin sjæl til djævlen. Faust optræder i op til flere værker blandt andet i Christopher Marlowes drama Doctor Faustus (1604), Johann Wolfgang von Goethes drama Faust (1808, Goethes Faust), men også i den moderne parodi Faust Eric (1990) af Terry Pratchett.

I James Hoggs Private Memoirs and Confessions of a Justified Sinner (1824) følger man hovedpersonen Robert Wringhim, der efter en streng religiøs opdragelse slutter sig sammen med Satan i form af skikkelsen Gil-Martin. I romanen bliver der ofte sat spørgsmålstegn ved om Robert og Gil er en og samme person – altså om Gil er en personificering af Roberts synder. Dette er et meget brugt motiv i skønlitteraturen og ses også i Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886, Dr. Jekyll og Mr. Hyde) af Robert Louis Stevenson og i Harry Potter-serien (1997-2007) af J. K. Rowling, hvor Lord Voldemort er den djævelske perverterede udgave af Tom Marvolo Riddle. I denne fortælling har karakteren udviklet et mere og mere slangelignende udtryk, efter han har revet sin sjæl itu.

Til Harry Potter-serien hører følgende bøger: Harry Potter and the Philosopher’s Stone (1997, Harry Potter og De Vises Sten), Harry Potter and the Chamber of Secrets (1998, Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer), Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (1999, Harry Potter og Fangen fra Azkaban), Harry Potter and the Goblet of Fire (2000, Harry Potter og Flammernes Pokal), Harry Potter and the Order of the Phoenix (2003, Harry Potter og Fønixordenen), Harry Potter and the Half-Blood Prince (2005, Harry Potter og Halvblodsprinsen), Harry Potter and the Deathly Hallows (2007, Harry Potter og Dødsregalierne).

Ud over John Milton, der legede med tanken om Satan som en helt eller antihelt, er der også mere moderne fortællinger, som stiller spørgsmålstegn ved Djævlens rolle som det ultimative onde. I Horns (2010, Horn) af Joe Hill vågner hovedpersonen Ignatius “Ig” Perrish en dag op med et sæt horn i panden. Djævlehornene gør ham i stand til at styre menneskers handlinger. Ig er en forfulgt og hadet karakter, der finder styrke og hjælp i Djævlens magi. I denne slags fremstilling repræsenterer Djævlen de forfulgte syndebukke – han bliver et symbol på samfundets marginaliserede grupper.


Der er ingen tvivl om, at Satan i skønlitteraturens verden er en kompleks karakter. Han fremstilles både som det ultimative onde, som rebellen der gør oprør mod undertrykkelse og som en karakter med stor indsigt i livets realiteter. Hvilken version foretrækker du? Og har du noget ’djævelsk litteratur’, som du gerne vil anbefale?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *